Corona-klarsyn

Udgivet af Julie Damlund, lør d. 30. maj 2020, kl. 01:46
Dagens ord

- Tanker før pinse

Romanen ”Gilead” har navn efter den lille by, hvor romanens fortæller bor. Fortælleren, en præst, er blevet far i en sen alder. Han forventer ikke at leve meget længere, så nu nedskriver han alt det, som han forestiller sig, at han ville have talt med sin søn om i fremtiden, så sønnen kan læse det senere, efter hans død.

I fortællingen er der mørke skygger og erindringer om svære tider. Men den er alligevel båret af en lykkefølelse over drengen, der lever i verden, leger med katten, går tur med sin mor. Romanens forfatter, Marilynne Robinson, lader bogen være fuld af sådanne små iagttagelser. Af solens lys og hvordan det lægger sig på græsset og på verandaens planker så fugt og dufte stiger op. Af drengens hår, der glitrer i sollyset så alle regnbuens farver ses. Af sæbeboblerne, som drengen blæser med sin mor, og hvordan de svæver op; og katten Soapy, der ligger på fortovet som klistret til fliserne; af latteren fra to fyre, som han passerer på gaden. 

Alt er det fuldt af skønhed for den gamle fortæller. I alt ser han Guds nåde og livets gave. Men i romanen sættes der netop ikke forklaringer på. Det er oplevelser. Når forklaringer og begreber som ”nåde”, ”gave” eller ”skønhed” sættes på oplevelserne gør det dem mindre. Begreberne begrænser og forfladiger. Oplevelsen er så meget mere end det. Og så svær at fange ind med ord. 

”Vinden blæser hvorhen den vil og du hører den suse, men du ved ikke hvor den kommer fra og hvor den farer hen”. Sådan siger Jesus om Helligånden. Det virker luftigt og uhåndgribeligt. Men lige som vinden, så har ånden sin virkning. Alt det, som er så svært at beskrive, er jo selve essensen af livet: Skønheden, kærligheden, den dybe følelse af lykke og tilfredshed som kommer af at føle sig forbundet med verden og med sine medmennesker; følelsen af hvile og tryghed, og vished om at være altid allerede elsket, som Peter Bastian har sagt det. At det er svært at fastholde og beskrive gør det ikke mindre vigtigt, tværtimod. Det véd den, der har prøvet at være uden de følelser. Den, der har været dér hvor livet føltes så meningsløst at det bogstavelig talt ikke var muligt at holde sig oprejst.

Den første og største forskrækkelse over coronakrisen er ved at fortage sig. Det går bedre med meget nu, og det er godt. Men måske skal vi alligevel huske på det, vi så, mens det var værst. Alt det som før var så luftigt og uhåndgribeligt at vi bildte os ind at det også var ubetydeligt. Vi så betydningen af et håndtryk, et fælles måltid eller en fælles kop kaffe, besøgene i hinandens hjem. Og vi så betydningen af alligevel at finde veje så vi kunne mødes, dele noget, besøge hinanden. Vi så skønheden i at synge, hver med sit næb og vi mærkede glæden ved at naturen bød os velkommen i al sin forårspragt. 

Den gamle mand i romanen ser klart i sin høje alder, fordi han snart skal dø. Vi havde hellere været foruden epidemien. Men når nu den er her, så lad os bruge pinsen på at besinde os på alt det uhåndgribelige og usynlige som driver os og gør livet stort, smukt og meningsfuldt. Lad os holde fast i vores corona-klarsyn. 

Vor Far! Naturen folder sig ud for vore øjne, rig på skønhed, ødsel i sin frugtbarhed, gådefuld i sin mangfoldighed. Den er som et billede på din nåde, som altid giver os mere end vi kunne forestille os, åbner døre, vi ikke vidste var der, og viser os sider af os selv, af livet og af vores medmennesker, som vi slet ikke kendte til. Vær vores glæde i dag! Og send os din Ånd, så vi ikke holder os tilbage for at tale om dig, ikke afskrækkes fra at glæde os over den verden, du har sat os i, og ikke skræmmes fra at dele ud af din nåde og kærlighed til alt levende på denne jord. Vi kender din ødselhed fra fortællingen om dengang Herren delte ud af fem brød og to fisk, så alle blev mætte og måtte levne. Giv os altid af dét brød! Lad os altid leve og mættes af dit Ord, som kommer til os i dag og alle dage. Lad os altid tage imod det, lad os være som den tørre mark, som den sultne folkemængde, når du taler til os ved din Ånd. Det be’r vi om, i Jesu navn. Amen!

Julie Damlund