Fri os fra det onde

Udgivet af Julie Damlund, fre d. 15. maj 2020, kl. 12:54
Dagens ord
Herre, min Gud. Jeg takker dig, min himmelske Fader, ved Jesus Kristus, din elskede søn, fordi du har bevaret mig fra al skade og fare. Jeg beder dig, at du også denne dag vil bevare mig fra synd og alt ondt, så min gerning og mit liv må behage dig, for jeg betror mig med legeme og sjæl og alt i dine hænder. Lad den hellige engel være ned mig, så den onde fjende ikke skal få magt over mig. Amen.
(Bøn fra store bededagsaften)

Der hvor jeg kommer fra hed det at løbe ”en frelser” når man i rundbold klarede at komme hele banen rundt før bolden var hjemme igen. Som bekendt udløser sådan en runde at en af dem, der blev grebet ud, nu må være med på holdet igen. Rettere sagt: en af de ”døde” bliver ”levende” igen – deraf navnet. Frelseren – Jesus - var jo ham, som var død og blev levende igen.

Men når vi forlader legen og bevæger os ind i vores levede liv bliver det alligevel lidt mere indviklet. For hvordan er det lige med at blive levende igen? Vores døde går jo ikke ud af deres grave og kommer os i møde som Jesus gjorde det.

I går handlede bloggen om Grundtvigs Fadervor-salme ”Sov sødt barnlille”. Her skriver Grundtvig om det at blive døbt og høre Gud til og at det betyder at ingen djævel, intet ondt, nu kan skade. Det, Grundtvig skriver om, er netop dette at have fået det evige liv. At være frelst. Det er troen på at ens sjæl ikke kan gå fortabt. At livet er mere end vores fysiske eksistens i dette liv, livet har evighed. Den trøst, der ligger i at bede sit Fadervor, er visheden om at end ikke døden selv kan skille os fra Guds kærlighed og livet i Kristus.

Når vi beder om at blive bevaret fra synd og alt ondt handler det selvfølgelig om de onde gerninger, som jo findes over alt i vores verden. Men det handler også om at uanset hvor meget vi øver os i at gøre det gode, så er vi sat i en verden, som er underlagt døden. Vi skal alle dø til sidst. Alt levende skal dø. Det er perspektivet, så længe vi lever her på jorden. Med dåben, det at være døbt til Jesu død og opstandelse, bliver perspektivet et andet. Nu er evigheden det perspektiv, vi lever med, også mens vi er her på jorden. Det bånd, som døden lagde på vores liv, et løst. Et andet rundboldord for det, der svarer til ”home run” i baseball, er vist nok at løbe ”en befrier”, og der er måske lige så træffende som ”en frelser”. Fordi vi var underlagt døden som vilkår, men er blevet befriet til at leve med evigheden som livsvilkår.

I bønnen, som er citeret øverst, tales der om ”den onde fjende”. Vi ved hver især hvad det er i vores liv, der truer med at tage modet fra os og skille os fra dem, vi elsker. Vi kender hver især det mørke, som truer med at sænke sig over os og gør at vi mister blikket for Guds kærlighed og hele det vidunderlige skaberværk, vi har fået lov at leve i. Den største fjende er måske ikke døden selv, men når den får magt over os. Så må man folde sine hænder og sige den bøn, Jesus selv har lært os:

Fadervor, du som er i Himlene
Helliget vorde dit navn, komme dit rige
Ske din vilje, som i himlen således også på jorden
Giv os i dag vort daglige brød
Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.
Thi dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.

Julie Damlund