Før bededag. Tanker om bønnens væsen

Udgivet af Julie Damlund, lør d. 2. maj 2020, kl. 11:01
Dagens ord

I Taksigelseskirken og Lundehus kirke inviterer vi alle til at komme forbi med en bøn eller et emne til bøn torsdag den 7. maj mellem 17.00 og 17.30.

Men hvad skal man bede om? Og kan man bede om alt?

Det endegyldige svar på de spørgsmål gives selvsagt ikke. Her deler Julie Damlund nogle overvejelser om bøn og bønnens væsen.

Ny bil

En af de første gange, jeg for alvor begyndte at tænke over bøn, var i mødet med en missionær, som gerne ville omvende mig til kristendommen. Jeg fortalte naturligvis at jeg allerede var kristen, men lige lidt hjalp det. Jeg skulle høre hans salgstale, som handlede om, hvordan Gud gav ham alt, hvad han bad om. En ny bil, store pengebeløb og i det hele taget muligheden for at leve lige præcis det liv, han havde lyst til.

Min eller din?

Jeg har siden tænkt meget over, at det var pudsigt, hvordan Guds vilje tilsyneladende var som en forlængelse af missionærens egen vilje. Og vel også tænkt dårligt om missionæren af den grund. Men, hånden på hjertet, er det ikke som regel sådan? At vi beder Gud om det, som vi selv gerne vil og ønsker? Selv om bønnen i Fadervor jo lyder ”Ske din vilje”? Dén bøn er måske den sværeste af alle. Ikke mindst fordi den kan bruges ubarmhjertigt, hvis man vender den om og så at sige ”regner baglæns”. Når man begynder at gisne om at dét eller dét var Guds vilje. En sådan Gud, der spiller terning med sine menneskebørns liv og skæbne, rimer ikke med den kærlige og barmhjertige Gud, som evangeliet forkynder. Og hvorfor dog tage Gud til indtægt for livets tildragelser, sammentræf og tilfældigheder. For den, der allerede ligger ned, er det som endnu et slag oven i købet at skulle høre på ord som ”Der er nok en mening med det”.

Bønnens væsen

Men hvad er det så, man beder om, når man beder for verdens fattige og forfulgte, for de syge og de sørgende, for dronning, regering og folketing? Og når man beder for sig selv, sit angste hjerte og for sine nærmeste?

Jeg tror at det, man beder om, er, at Gud må være nær med trøst og styrke; At Helligånden må oplive og oplyse dem, der har magt over andre; at Kristus vil skænke fred og forsoning.

Jesus siger: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.  For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for” (Matt 7,7-8)

Jeg tror ikke det betyder at man skal sende indkøbslister og ønskesedler af sted til Gud. Men at man altid skal lægge dét frem for Gud, som man savner og søger. At man altid skal lægge sin sorg, sin længsel og sin glæde frem for Gud. I troen på at man dér allerede er blevet bønhørt. Jesu forsoning er allerede sket, det sårede er allerede blevet helet og det nedbøjede rejst op. At bede er at tage imod dét budskab, i tro og tillid. I samme afsnit af Matthæusevangeliet siger Jesus: ”Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det (Matt 6, 8b). Derfor beder vi alligevel. For at være Gud nær, og for at Gud skal være dem nær, som vi beder for.

Julie Damlund