Valborgsaften

Udgivet af Louise Sihm Knudsen, tor d. 30. apr 2020, kl. 07:00
Dagens ord

Valborgsaften

Det er Valborgs Aften i aften: den 30.april. Aftenen før Valborgsdag, den 1.maj. I Danmark er dagen for længst gået i glemmebogen, men til gengæld lever den videre på bedste vis i Sverige den dag i dag.

Men hvem var Valborg, og hvad er historien bag Valborgs Aften?

Valborg, der blev født omkring 710 og døde den 25.februar 779, var engelsk prinsesse, missionær og abbedisse. Hun blev opdraget til et kristent liv, men valgte - trods sin kongedatterstatus, - rigdommen og magten fra til fordel for et liv i kristendommens tjeneste langt væk hjemmefra.

Som 11-årig blev hun sendt til nonnerne i Wimborne Abbey, og her tilbragte hun de næste 26 år af sit liv, hvor hun bl.a. underviste nonnerne i både historie, teologi, latin og skrivekunst. Efterfølgende rejste hun med sine brødre, de to missionærer og senere helgener Williblad og Winiblad, til det nuværende Baden-Würtenberg. Her hjalp de deres morbror, Sankt Bonifatius med at kristne de tyske hedninge.

På grund af sin gode uddannelse i klostret var det således Valborg, der nedskrev broderen Winiblads liv og pilgrimsrejser, og hun kaldes den dag i dag for både Englands og Tysklands første kvindelige forfatter.

Hendes bror grundlagde klostret Heidenheim am Hahnenkamm, hvor Valborg blev nonne i år 748. Det var et såkaldt dobbeltkloster, altså et kloster, der husede både munke og nonner, skønt de levede adskilt. Efter broderens død i 751 overtog Valborg rollen som abbedisse og leder af klostret. Hun blev på klostret frem til sin død den 25. februar 779.

Valborg eller Walpurga, som tyskerne kalder hende, blev helgenkåret af den romersk-katolske kirke den 1.maj 870. Denne dato faldt mere eller mindre tilfældigt – eller rettere snarere kirkeligt strategisk - sammen med fejringen af den ældgamle forårsfest, der markerede overgangen fra vinter til sommer. Og varsler frugtbarhed og lys.

Hedningene kunne på den måde beholde deres hedenske fest, som officielt fik en ”kristen maske” på.

Valborgsaften har derfor rødder i en god blanding mismask af kristendom, hedenskab og folketro.

Centralt i fejringen af Valborgaften var bålet eller ”blusset”, som givetvist har haft en religiøs funktion. Vi ved, at kelterne i Irland ligeledes brændte bål ved deres forårsfest Beltaine 1.maj. Bålets funktion var at skærme mod onde ånder, for særligt på denne aften, – som på andre aftener, der markerer overgange, -  var de underjordiske kræfter på spil.

Valborg havde ifølge folketroen kraft til at beskytte mod trolddom og forhekselse. Og mod mørkets magter kan der jo altid bruges ild.

Med tiden forbandt man hekse med Valborgsaften – særligt i Tyskland og Holland, hvor aftenen flere steder endnu kaldes ”heksenatten”. Det var den aften, hvor heksene enten rejste af sted til Troms kirke i Norge for at holde heksemøde og lave ugerninger eller fløj til sabbat på Bloksbjerg. Lidt i tråd med den tradition vi i Danmark har henlagt til Sankt Hans.

Det var endvidere en hedensk skik, at bålet skulle tændes med ”vild ild”, det vil sige ild, der ikke var hentet fra et andet bål, men var skabt fra bunden ved hjælp af den oldgamle metode, hvor man gnider to stykker træ mod hinanden.

Fra Danmark kendes en del overtro forbundet med Valborgsaften. Således kunne man denne aften varsle om parforhold ved hjælp af et par rønnekviste. Man nævnte navnene på en kvinde og en mand, samtidig med at kvistene blev sat op mellem loftet og tagbjælken. Slog kvistene rod, ville de to komme til at danne par.

Fejringen af Valborgsaften er stadig meget udbredt i Sverige hvor bålafbrænding blandes med moderne folkefest, ligesom vores Sankt Hans aften.

Men ligesom det er tilfældet med Sankt Hans, er der hverken megen overtro eller religion tilbage i fejringen af Valborgsaften. Det er snarere en folkefest, hvor man mødes og spiser god mad, drikker øl og synger sange omkring bålet.

God Valborgsaften!

 

Af: Louise Sihm Knudsen

Kilder:

Nationalmuseets hjemmeside

Historiepodcasten

”Hvem var Sankt Valborg, som fejres på Valborgsdag?” af Dorte J. Thorsen kristendom.dk