En tanke om Bibel, kristendom, Gud og menneske...

Udgivet af Lars Obel, ons d. 29. apr 2020, kl. 08:09
Dagens ord

”Jeg tror nok ikke så meget på en gud, men jeg synes at det der med at man skal gøre mod andre… og sådan som der står i biblen er en god moral, og alt det Jesus siger med, at man skal være god mod andre og at størst af alt er kærligheden”

Denne hyggelige kulturkristne indstilling til Bibel og kristendom, møder man mange steder, og på den ene side er det jo også godt og fint… Og hvis det er sådan folk føler sig knyttet til kirken, og får deres hverdag til at fungere, hvem er jeg så til at stille spørgsmålstegn ved det.  

Men jeg har oplevet gennem snart 20 år som præst, at der ofte ligger oceaner af liv under denne lidt skrøbelige overflade…  

For det er en skrøbelig overflade, der ikke holder hvis man stiller sig ud på den og efterprøver Bibelen. For Bibelen er ikke bare en sød historie om god moral, kom-hinanden-ved, krydret med lidt håb og lidt kærlighed. Der er nogen teologer og kirkefolk, der så siger, jamen så lad os bare tage Gammel Testamente ud: Alle de fortællinger om folkemord og undergang, om Guds straf, og overnaturlige eventyr, som står der, dem kan vi ikke bruge - Bare historien om en kærlig-ærlig Gud som bliver trøst og styrke… Jo jeg kan godt følge det, meeeen:  

Jesus siger ”Hvis nogen kommer til mig uden at hade sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja sit eget liv, kan han ikke være min discipel”,  og ” hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.”  

Det er ikke rart, det er ikke hyggeligt og det kalder på en radikalitet som let bliver mennesket aldeles uklædeligt. Men vi må aldrig glemme denne hårdhed og retouchere fortællingerne efter for godt befindende.  Vi kan ikke reducere Bibelen til et set gode leveregler, for der er horrible leveregler i mellem, med dødstraf og tortur, selvlemlæstelse og børneofringer – Meningsløse krige, xenofobt had, udnyttelse og undertrykkelse – Bibelen er det store digt om den menneskelige eksistens, om menneskelivet i al dets mangfoldighed og dets grusomhed,  skrevet af, for og om mennesker i det liv vi nu engang lever og ingen bliver skånet.  

Men Bibelen er også håbet om at der ind i denne verden er sat en ramme, en kærlighed, noget vi har lov at håbe på, midt i det barske vilkår livet er. Mødet mellem Gud og menneske, skurer og river, det kaster os ind i kampen med den verden, som er rammen for vores liv. Hvis ikke Bibelen bliver hørt med vores nutidige ører, ikke bliver bragt i spil med den verden som den er skrevet ind i, vores tidslige verden, så bliver den et grotesk monster, en nådesløs dommer som ingen kan sætte til at dømme noget som helst.  

Spørgsmålet om, hvordan Bibelen hele tiden skal bringes i spil med tiden, hele tiden møde mennesker i nye former på nye måder, og samtidigt bevare sin autenticitet, for jeg tror ikke på at svaret er at lave en light udgave af Kristendommen, med en falmet buket af glade budskaber… For hvor går man så hen, med alle ens indre afgrunde, i livets lidelse og smerte, eller i coronatidens ensomhed – Der hvor man ikke kan mærke alle de velmenende søde ord blomstre i ens hverdag.  

”Den der har øre, skal høre” skriver måde Lukas, Matthæus og Markus forfatterne igen og igen, og det  handler ikke så meget om de unge konfirmander der ikke gider høre efter, om kulturkristne dåbsfamilier der ikke kender Bibelen – eller om at samfundet har fjernet sig fra kirken og søndagens svigtende kirkegang – Nej det gælder for kirkens kerne. Hvis vi som kirke, tror vi kan reducere efter forgodtbefindende og hoppe med på at gøre kristendom og Bibel til god moral og trøstende ord -  Så svigter vi den opgave det er at bringe det meget komplekse og til tider modsatrettede budskab Biblen og teologien har ind i vores moderne tid, med al sin skønhed og al sin grusomhed. så risikerer vi at saltet mister sin kraft; kirken må aldrig stå som en kraftløs saltstøtte, der kigger tilbage mod et styrtet verdensbillede, vi må heller aldrig kraftesløst kaste alt det svære overbords, men skal altid fortsætte fremad, med det hele og midt i det hele, tage livtag med samfund, filosofi, sprog og kunst alt hvad der er i verden.  Kirken skal altid være et aktuelt bud på et mennesyn og et verdensbillede, med rødderne ned i den tusinder af år gamle fortælling om hvad det vil sige at være menneske overfor Gud.