Vinden blæser hvorhen, den vil

Udgivet af Julie Damlund, tir d. 28. apr 2020, kl. 14:32
Dagens ord

”Å, Gud, hjælp du min vilje¨
At skyde troens skønne lilje
Op af Din nådes bed”.

 

”Å Gud vær du min ånde
I dagens lyse bad
Og lær min sjæl at bede
At den kan blive glad”.


Hvis du, ærede læser, engang imellem går til en gudstjeneste, hvor jeg prædiker, har du måske hørt det ene eller det andet af de to små vers. Jeg bruger dem som mellemrum. En kort bøn, for lige at stemme sjælen og ørerne før prædikenen begynder.

De stammer begge fra digteren Ole Sarvigs hånd, men siges efterhånden bare efter hukommelsen og vist ikke længere helt korrekt.

Jeg holder meget af netop de to små vers, fordi de fortæller noget vigtigt og trøsterigt. Det første, at troen kommer, når Gud giver den. Troen vokser af Guds nåde, skøn som en lilje. Om jeg har troen afhænger ikke af mig, min vilje, mine fromme gerninger, min rette forståelse af tingenes sammenhæng. Troen giver Gud og jeg kan bare give mig hen og tage imod det, Gud giver.

Det andet vers er en bøn om bøn. En bøn om at lære at bede. Og om at Guds Ånd må være den, der ånder gennem os, når vi beder, når vi synger, når vi siger hans navn. Heller ikke bønnen skal vi præstere. Også den er en gave fra Gud. Det er der hvile i. Jeg ånder ud og ånder lettet op.

"Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden". 

Johannesevangeliet, kapitel 3, vers 8