Som vandet, der bærer skibet

Udgivet af Julie Damlund, lør d. 25. apr 2020, kl. 05:00
Dagens ord
Det er nødvendigt at bede.
Så vi husker på, at vi sejler i et skrøbeligt skib.

Sådan skrev en god ven til mig for nylig.

At skibet er skrøbeligt, det er vi vist alle blevet klar over i de seneste uger og måneder. Skrøbeligt, også på måder, som ikke var tydelige før.

Prisgivet     

     Hold afstand! Sammen hver for sig! I begyndelsen virkede det enkelt nok at holde sig til disse mantraer, godt hjulpet på vej af Mads (Steffensen) og Mette (Frederiksen). Men angsten rammer forskelligt, følelserne sidder uden på tøjet. Den kalibrering, som normalt sker i mødet med andre, er pludselig væk, og man er prisgivet en dårlig netforbindelse, en lille misforståelse, der ikke kan løses med et smil og en fremstrakt kaffekop. Prisgivet sine egne uventede reaktioner på, at alt med ét blev anderledes.

Ny hverdag

     At bevæge sig ud i det offentlige rum kræver håndvask, planlægning, sprit og mere håndvask. Nede i Fakta danser vi rundt om hinanden i en usynlig coronakoreografi. Mormor, som vi så gerne vil passe på, lider under ensomheden og børnene er fulde af savn. Deres forandrede hverdag tager de ellers som de rene helte. Indtil udmattelsen sætter ind og de ikke orker at være helte længere. ”I fortæller mig aldrig noget og man kan alligevel ikke regne med det, I siger!” råber den mindste, da han ikke er helt forberedt på dagens planer. Jeg forstår hans vrede over alt det, man pludselig ikke kan regne med. Men jeg er jo voksen, så jeg har ikke nogen at skælde ud på.

Skrøbelighed

     Sygdom er hver mands herre. Og pandemier er samfundets herre. Man kan ikke melde sig ud. Det skrøbelige skib sejler, uanset hvor svært det er at modstå bølgegangen og finde retningen. Og fordi vi alle er om bord på dette skrøbelige skib, er der ikke andet for and at navigere, så godt vi kan. Selv om vores skrøbelighed udstilles og vores samfunds svagheder og blinde pletter bliver tydelige. Det er blevet klart, hvor forskellige vores livssituationer er. Med eller uden børn, med eller uden fast arbejde, med eller uden kroniske sygdomme, med eller uden ekstra penge og ressourcer, med eller uden netværk, med eller uden adgang til internettet. Vi bryster os normalt – med en vis ret, ser man nu – over at vi er gode til at mødes hen over alle disse forskelle. Nu véd vi, at de er der, fordi vi har mærket dem på egen krop.

Bøn

     Derfor. Derfor er det nødvendigt at bede. Fordi bøn er overgivelse. Bøn er hengivelse. Bøn er at lægge sit liv i Guds hånd. Bøn er øvelse i at give slip. Livet er givet os, det sker. Skibet sejler og vi er ombord. Vi kan ikke kontrollere det, vi kan ikke bemægtige os det. Bøn er at turde holde skrøbeligheden frem for Gud. Bøn er at stå ved sin afmægtighed i troen på, at Guds omsorg er det hav, som bærer skibet. Bøn er at tage imod.

Rilke skriver i et digt:

Vi falder alle. Denne hånd vil falde.
Se på de andre, se: det er i alle.
Dog er der Én, og altings falden ender
Uendeligt forsigtigt i Hans hænder.

Det er nødvendigt at bede. I troen på at altings falden ender uendeligt forsigtigt i Hans hænder.

- Julie Damlund