En tanke om mellemtid og mellemrum, mellem påske og pinse.

Udgivet af Lars Obel, tor d. 16. apr 2020, kl. 07:31
Dagens ord

Vi er i en mellemtid mellem påske og pinse – det er en nærmest ikke-tid, som om uret er gået i stå ved opstandelsen, og så skal bruge de 50 dage frem til pinsen og Helligåndens komme, i et loop eller en uendelig løkke der gentager sig selv på forskellige måder frem til forløsningen i flammetunger. Det er gennemgående for de tekster vi prædiker over i søndagene mellem påske og pinse, at der er en uigennemsigtighed i tiden, vi hører Jesu afskedstaler her på 2000 års afstand, hvor han fortæller at han forlader disciplene, for at kunne være os nærmere end vi er os selv.

 Hele den guddommelige position er også diffus i disse dage - Faderen, Sønnen og Helligånden(Talsmanden) får forskellige roller og positioner, Sønnen går til Faderen, Talsmanden kommer til verden – Alting er altid allerede endnu ikke: Det er opstandelsens forskydning af Gud og verden.

 Det er ikke så mærkeligt at der skal gå 50 dage, før tiden er i led igen, og spørgsmålet er om der ikke altid vil være en halten ved vores verden efter påskens begivenhed. For påskens skærtorsdag, langfredag og påskemorgen er den største begivenhed i menneskets historie: Jesu korsfæstelse/Guds død og Hans opstandelse påske dag og hengivelsen i det evige- og allestedsnærvær i kød og blod, betyder at intet nogensinde kan være det samme –det er en begivenhed som aldrig kan begribes, det er derfor vi den dag i dag må sidde og være lige så store spørgsmålstegn som disciplene i det halvmørke rum hvor Jesus holder sin afskedstale

 Begivenheder kan aldrig begribes, ”Carpe Diem” er et ungdommeligt overmod – for dagen er flygtig, alting undgår os og hvis vi får greb om det bliver det noget andet. Gud viser os ultimativt hvem han er på korset: En hengivenhed uden begrænsning Ja helt ind i døden, Jesu død, Guds død – Gud viser ultimativt kærlighedens evne til at sprænge enhver grænse i opstandelsen, med den tomme grav og løftet om at livet kan begynde igen.

Det er som om åbenbaring og forsvindings punkt er det samme og er vi så blevet klogere, når det er så flygtigt og uhåndgribeligt?

 Hvordan kan man gribe det flygtige, for hvis man holder det flygtige tilbage, så undertrykker man det og omformer det efter egen vilje, gør det til noget andet end det var. Det eneste man kan, er at iagttage det flygtige i sin frie flugt og blive rørt af det. På samme måde skal man måske passe på, hverken at stirre sig blind på korsets kulsorte mørke, eller påske morgens blændende engle hvide åbning, i et forsøg på at binde påskens begivenhed til et øjeblik, dén historiske begivenhed, eller dén betydning, for det er netop begivenhedens flygtighed, mangetydighed og ubestemmelighed som ikke kan indfanges, men som netop bliver konkretiseret i denne mellemtidens superloop, mellem påske og pinse, som ikke er en fastholdelse af begivenheden, men en berøring af det flygtige hvor vi står tilbage med flygtighedens eftertænkssomhed, som når man ser en fugl forsvinde i lysningen mellem træerne en forårsdag.