Så syng da!

Udgivet af Louise Sihm Knudsen, fre d. 17. apr 2020, kl. 07:00
Dagens ord

Så syng da!

En kærlig opfordring til hjertesproglig fællessang – hver for sig.

 

Hver eneste dag i coronakrisen har jeg, - trofast og så godt jeg overhovedet kan, – stået i min stue kl. 9.05 dut og sunget duet -  med Philip Faber: ”Fælles morgensang – hver for sig”.

Det er blevet en fast tradition. En del af dagens ”liturgiske rutine”.

Nu da dagene nærmest ikke har nogen rytme, er det faktisk befriende med dette morgensangshøjdepunkt. 

 For det gør på alle måder godt at synge. At blive favnet af toner og ord. Og svunget op i sfærerne. Heroppe hvor poesien danser forårsdans. Uanset hvilke sange vi istemmer. For der bliver budt ind med lidt af hvert.   

Nye og gamle toner. Med et repertoire, der spænder bredt fra Højskolesangbogen, Kirkesangbogen og De små synger til filmperlemusik.

Jo, vi har så sandelig en skatkiste i den danske sang.

Jeg kan kun af hjertet anbefale at synge med, hvis ikke du gør det allerede. Sang er forløsende. Den gør glad. Selv i en krisetid, jo - ikke mindst i en krisetid.

Sang er som en kunstnerisk vitaminpille. Eller som et glas iskoldt kildevand, der bare risler ned i svælget og gør kroppen frisk og vel til pas.

Sundhedsvidenskabeligt styrker et klangligt fællesskab også vores psykiske velvære.  Når vi synger, bliver der nemlig frigivet endorfiner i hjernen, og samtidig stimuleres dannelsen af signalstoffer som dopamin og serotonin, der har en effekt på vores humør og energiniveau. Den sætter endvidere skub i produktionen af hormonet oxytocin, som er kendt for at skabe tillid og knytte bånd mellem mennesker.

Jo. Konklusionen er lige så sikker som amen i kirken: Sang løfter. Løfter humøret; Og glæden.

Min opfordring til dig, der læser med her, er nu at følge trop: Syng med! ”Lad hjertet tale, thi hjertesproget er vers og sang”. Vi har i den grad brug for hjertesprog.

God morgen!

God dag!

Og god sang!

 

Kh Louise

 

Morgensang med Philip Faber transmitteres på dr.tv og radio hverdage kl. 9.05- 9.15 og i weekenden kl. 10