Plastik-prædiken

Udgivet af Julie Damlund, ons d. 15. apr 2020, kl. 06:45
Dagens ord

Lidt spontant havde jeg før påske købt nogle store spande med påskeliljer. Min tanke var, at de kunne pynte ude foran kirkedøren, når nu vi ikke kunne pynte op inde i kirkerummet. 

Søndag morgen viste det sig imidlertid umuligt at finde egnede krukker at sætte de smukke blomster i. Der var ikke andet at gøre end at sætte dem ud som de var, i deres plastikspande. Den grimme og praktiske plastik sammen med de smukke blomster fik mig til at tænke på Grundtvigs påskesalme om påskeblomsten, som en simpel "bondeblomst fra landsbyhave". 

Og videre kom jeg til at tænke på Paulus, der skriver at skatten, den har vi i lerkar. Altså, at vi bærer noget fint og dyrebart i noget som er flygtigt og prunkløst. Lerkarret, det er kroppen og alt det materielle, som er så skrøbeligt og begrænset, i hvert tilfælde set under evighedens synsvinkel. Alt det, som før eller senere forgår. Skatten er Guds nåde og kærlighed, som vi bærer ud i verden i vores lerkar. Skatten er troen på, at vores liv ikke længere er underlagt døden, men har evighed.

Og på den måde blev de grimme plastikspande om de solgule påskeliljer alligevel til noget smukt. En påskeprædiken i en plastikspand.