Mellemtid

Udgivet af Julie Damlund, lør d. 11. apr 2020, kl. 08:00
Dagens ord

Af kærlighed vil min frelser dø


At give sit eget liv

For at redde en andens

Kan man kun gøre af kærlighed.


Var vores liv da i fare?

Gik det ikke meget godt?

Jeg ved godt at jeg ikke altid gør det rigtige

men grundlæggende føler jeg mig 

som et OK menneske

Jeg gør jo 

for det meste mit bedste

Ikke?


Jeg har vel ikke brug for at nogen ligefrem 

dør for min skyld.

Er det ikke lidt anmassende?

Jeg kan godt selv klare mine egne ærter, tak!


Det er som at få et kram, man ikke har bedt om.

Af sin elskede

Så står man der

Er nødt til at sænke skuldrene

Er nødt til at kramme igen

Holde op med at være sur

Holde op med at lide i stilhed.


Så står man der 

Og er sårbar

Og er en, der har brug for kærlighed


Af kærlighed vil min frelser dø

Af kærlighed vil min frelser 

vriste sig vej ind i mit liv

Gøre mig sårbar

Vise mig alt det, som ikke duer

Hele den bunke ovre i hjørnet

Som jeg plejer at gå uden om i en stor bue


Af kærlighed vil min frelser

give sig selv til mig

Så mit liv fyldes ud

Indefra

Forklares.