Via Dolorosa - Smertens vej - og en billedskæres vandring mod opstandelsestro

Udgivet af Louise Sihm Knudsen, lør d. 11. apr 2020, kl. 07:00
Dagens ord

”Via Dolorosa”Smertens vej – og en billedskærers vandring mod opstandelsestro

Via Dolorosa. Sådan kaldes den sidste rute, Jesus vandrede gennem Jerusalem, - langfredag: Fra dom til død.

Det var 1500-tallets franciskanermunke, der skabte ruten. Fysisk. Logistisk. En middelalderlig gps. Med udspring i borgen Antonia nord for tempelpladsen. Og med 14 korsvejsstationer, der hver især knytter sig til en bestemt hændelse: De to første hvor Jesus bliver dømt og pisket. De næste syv på vejen. Og de sidste fem uden for bymuren, hvor graven ligger, og hvor Jesus afklædes og nagles til korset, hvor korset bliver rejst, og hvor Maria modtager det nedtagne legeme.

 Handlingen er således kronologisk fortalt:

1.station: Jesus dømmes til døden (Joh. 18,28)

2.station: Jesus bærer korset (Joh. 19, 1-3)

3.station: Jesus segner første gang under korset (Klagesangen 1,16)

4.station: Jesus møde sin mor (Klagesangene 1,12)

5.station: Simon af Kyrene hjælper Jesus med at bære korset (Mark. 15,21)

6.station: Veronika rækker Jesus svededugen (4.Mosebog)

7.station: Jesus segner anden gang under korset (Es. 63,9)

8.station: Jesus trøster de grædende kvinder (Lukas 23,28)

9.station: Jesus segner tredje gang under korset (Salmerne 40, 8-9)

10.station: Jesus bliver berøvet sine klæder (Ls 1,16)

11.station: Jesus bliver naglet til korset (Salmernes Bog 22,17-18)

12.station: Jesus dør på korset (Matt. 27,50)

13.station: Jesus nedtages af korset og lægges i Marias skød (Lukas 23, 50-52)

14.station: Jesus bliver lagt i graven (Matt. 27,59-60)

I dag hører lidelsesvejen til som fast inventar i den katolske kirkes tradition; Den er en del af kirkens interieur. Afbilledet i et utal af forskellige kunstneriske udtryk.

Således også på den katolske skole, Institut Sankt Joseph, der ligger på Dag Hammerskjolds Allé på Østerbro. 

På 2. sal i skolebygningen er nemlig et stort kirkerum. Lyst. Højloftet. Med kirkebænke, altertavle og tabernakel. Og: som det sig hør og bør: En Via Dolorosa: En billedhistorie hugget ud i lindetræ. 14 smukke og stærke værker. Der hver især måler 40 gange 50 cm. Levendegjort af billedskærerkunstneren Uffe Gitz-Johansen (1936- 2012) i 2010.

Et år tog det ham at færdiggøre hele værket.

Undervejs i arbejdet fik han konstateret cancer og fik kemobehandlinger.

Han stod med andre ord selv i en eksistentiel krise - og i bogstavliste forstand: på smertens vej. Hans egen livssituation krydsede pludselig vej med Jesu.

Med et blev han konfronteret med sin egen tro, da han skulle skildre de forskelige situationer. Og det var bestemt ingen dans på roser både helt konkret at skulle arbejde og skabe billedelig smerte samtidig med, at han selv havde den tæt inde på livet og kæmpede med den dagligt. Arbejdet blev et spejl på hans egen kamp og smerte. Og tro.

Derfor var selve processen med billedskæringerne ”tung”, som han selv udtrykker det i efterskriftet til den lille bog: ”Via Dolorosa – smertens vej”, der blev skrevet undervejs, og som fremstår som et kunstnerisk testamente.

Bogen er spækket med smukke fotografier af samtlige stationer. Her er også relieffernes motiver beskrevet. Endvidere er evangeliernes tekst eller tekster fra andre hellige skrifter til hver station gengivet, samt en bøn og Uffe Gitz-Johansens egne små refleksioner.

Det er tankevækkende, hvordan hans tro langsomt vokser med arbejdet. På samme måde som værket vokser ud af træblokkene; Hvordan hans egen rejse fra en glædesfuld barnetro over ungdommens fornuft og tvivl og myteskabelse ender i en levet tro i barndommens genskær.

Om sin tro skriver han følgende i et tankestrejf: ”Blandt mine barndomsminder om Jesus er det stærkeste en ualmindelig varm ømhed. Et menneske man aldrig så, bortset fra en masse billeder af ham, og alligevel nåede hans store rækkevidde en lille dreng med varme. Så blev jeg stor, voksen. En masse kommunikation, information svirrede omkring og skabte tvivl om mange før så indlysende ting. Det gjaldt også Jesus. Han var blevet en mytefigur. Og alligevel svævede hans smil som en frossen dråbe på en stalaktit, en drypsten, som en illusion om levende, strålende glæde, der først i faldet mod jorden åbenbarer sin sande natur: en tåre”. 

Institut Sankt Joseph´s Via Dolorosa blev indviet kort før kunstnerens død. På en og samme tid havde det holdt ham i live at skabe dette værk og skildre smerte - midt i hans egen smerte. Den årelange koncentration og intense arbejdsfordybelse gjorde ham i stand til at glemme og fortrænge sin egen krops ytringer.

Kunstnerens værk fremstår som et spejl på virkeligheden. Derfor udtrykker Jesus, som han snitter ud af det smukke lindetræ og dermed levendegør, sig først og sidst som et menneske, der midt i smertens stund, også skaber.

Via Dolorosa er smertens vej. Den blev gået af Jesus i sin tid. Og den gås af mennesker den dag i dag.

Men på den anden side af ”Lidelsesvejen” åbnes en ny vej badet i lys fra opstandelsens påskemorgen. Det er ad den, vi som mennesker også skal gå.

Livsbekræftende udtrykker Uffe Gitz-Johansen det således: ”Opstandelsen giver et løfte om at møde Jesus i det daglige liv. Du, som undgår mørke, du som ved, at du til sidst må vende dig om og se ind i det eget mørke. Der er altid nogen, der trykker din hånd og hvisker til dig: ”Jeg er her. Jeg forlader dig aldrig. Nu er du ikke alene. Det er begyndelsen. Du vil glemme dine nederlag. De findes ikke mere. Renset, som efter regn. En verden, som Gud har vasket ren””.

/ Louise Sihm Knudsen

Kilder: ”Via Dolorosa – smertens vej” af Uffe Gitz-Johansen. Fotograf Randi Gitz. Tryk: Fjerritslev Tryk A/S. 2012